Nyt fra DIRTY DANCING THE MUSICAL

Robert Hansen vender tilbage i Operaen. Holdet bag forestillingen introducerer Dirty Dancing TV med Annette Heick. Allerede 47.000 billetter revet væk til Dirty Dancing i Operaen.

Der er godt nyt til alle dem, der glæder sig til DIRTY DANCING THE MUSICAL i Operaen næste sommer. I dag kan holdet bag musicalen både bekræfte, at Robert Hansen er med igen, når DIRTY DANCING THE MUSICAL kommer tilbage, og at holdet præsenterer DIRTY DANCING TV – den første danske musical-kanal på Facebook.  Samtidig har forsalget til spilleperioden i Operaen i går passeret 47.000 solgte billetter, hvilket bringer det samlede billetsalg helt op på 215.000 billetter.

Robert Hansen vender tilbage

I april måned måtte Robert Hansen udgå fra DIRTY DANCING THE MUSICAL i Tivolis Koncertsal med et ildebefindende og efterfølgende en akut bypass-operation. Men nu har han meddelt forestillingens produktionsselskab The One and Only Company, at han er klar til at tage en tur til med forestillingen, når den åbner i Operaen 8. Juli 2016. 

Robert Hansen udtaler:

Det bliver så fantastisk at skulle stå på scenen igen med hele holdet, og jeg har længtes efter at kunne sige det her med hundrede procents sikkerhed:  Ja, jeg er med igen, når DIRTY DANCING THE MUSICAL åbner i Operaen i 2016. Det har været en ordentlig omgang, men jeg ser fremad og glæder mig bare så meget til at gi’ den gas med Danmarks bedste musicalhold og verdens bedste publikum. Det bliver sgu en fest af de store.

Ny musical-kanal på Facebook

DIRTY DANCING THE MUSICAL har pt. en af de absolut mest aktive Facebook-sider inden for scenekunst- og musicalområdet i Danmark. Mange af opslagene har en rækkevidde på flere hundredetusinder med en rekord på 405.000! Som et direkte resultat af det, har holdet bag forestillingen nu valgt at etablere Danmarks første musical-kanal på Facebook - DIRTY DANCING TV. Med Annette Heick som fast vært vil DIRTY DANCING TV hver uge frem til premieren i 2016 præsentere et nyt tv-indslag til de titusinder af fans, der uge efter uge gæster og engagerer sig i Dirty Dancing’s Facebook-univers. Den første udsendelse har premiere på lørdag d. 26. september på Facebook-siden ’Dirty Dancing Musical’. 

Producent Jesper Winge Leisner fra The One and Only Company udtaler: 

- Vi er jo blevet væltet omkuld på Dirty Dancings Facebook, hvor enkelte posts har genereret trafik på over 400.000 besøgende. Som tak for al den støtte vi får, vil vi levere noget mere indhold på siden. Det sørger vores nye TV-Kanal for. Her kan man møde skuespillerne, deltage i konkurrencer osv., osv. Vi kører TV hver uge, helt frem til rød løber på premieredagen i Operaen.

Musicalens hovedrolleindehaver Silas Holst tilføjer: 

“Vi har bare verdens bedste fans, sådan er det. De er helt utrolige. Det er dem, der har gjort DIRTY DANCING THE MUSICAL til én af de største oplevelser nogensinde for alle os på scenen. Så det er fedt for os at kunne give noget tilbage til dem, indtil vi ses næste sommer.

Se teaseren for DD-TV med Annette Heick lige her: http://on.fb.me/1R1QcPm

Som en god service sender vi ugentligt et link til pressen til det nyeste DD-TV, så I kan følge alle nyheder og interviews, DD-TV bringer. I kan blandt andet se frem til et spændende interview med Robert Hansen omkring hjerteoperationen, en hemmelighed Silas Holst holder på omkring forestillingen og meget, meget mere! 

Om forestillingen

DIRTY DANCING THE MUSICAL fik danmarkspremiere i Koncertsalen i Tivoli i februar i år med flotte anmeldelser. Forestillingen var en co-produktion mellem The One and Only Company og Tivoli og solgte 125.000 billetter i spilleperioden. Derefter tog den til Aarhus, hvor den ligeledes sejrede stort og blev totalt udsolgt med 43.000 solgte billetter.
Når musicalen vender tilbage til Operaen bliver det med det store stjernespækkede hold fra Danmarkspremieren, som udover Silas Holst og Robert Hansen bl.a. tæller Mathilde Norholt, Karina Frimodt, Laura Drasbæk, James Sampson og Kirsten Norholt.

Følg med på: https://www.facebook.com/dirtydancingmusical

Se bagerst:
-   Fakta om billetsalg
-   Fakta om DIRTY DANCING – THE MUSICAL
-   Profiler på cast og det kreative hold
-   Fænomenet ”Dirty Dancing”
-   Handlingen

 

Venlig hilsen
Have Kommunikation
Tlf. 33 25 21 07

For yderligere information, kontakt: Michael Feder (mobil: 22434942, mail: michael@have.dk). 

 

FAKTA OM BILLETTER I OPERAEN

Spillested
Operaen

Spilleperiode
8. juli - 14. august 2016

Spilletider
Onsdag kl. 20:00
Torsdag kl. 20:00
Fredag kl. 20:00
Lørdag kl. 15:00 og kl. 20:00
Søndag kl. 15:00 (ingen forestillinger søndag d. 10. juli)

Priser
Priser fra kr. 218,- til 918,-

Billetbestilling
Billetlugen.dk

CAST
MATHILDE NORHOLT / Frances “Baby” Houseman
SILAS HOLST / Johnny Castle
KARINA FRIMODT / Penny Johnson
CHRISTIAN MOSBÆK / Dr. Jake Houseman
KIRSTEN NORHOLT / Marjorie Houseman
LAURA DRASBÆK / Lisa Houseman
CLAUS BUE / Mr. Schumacher
ROBERT HANSEN / Neil Kellerman
DICK KAYSØ / Max Kellerman
JAMES SAMPSON / Tito Suarez
LINE KROGHOLM/ Sanger
HENRIK LAUNBJERG / Sanger

Samt stort ensemble og orkester.

KREATIVT HOLD
ELEANOR BERGSTEIN / Manuskript
ANDERS ALBIEN / Instruktør
TIM ZIMMERMANN / Koreograf
PAUL EDWARDS / Scenograf
MARIANNE LUNDERQUIST / Kostumer
JOAKIM PEDERSEN / Kapelmester
MIKKEL RØNNOW / Kreativ Producer
JESPER WINGE LEISNER / Executive Producer 

 

Fænomenet ”Dirty Dancing”
Ingen havde forudset, at filmen ”Dirty Dancing” ville blive et langtidsholdbart globalt fænomen, da den fik premiere på et skrabet budget i 1987. Den tog alt og alle med storm og blev et verdensomspændende publikumshit, og Patrick Swayze fik øjeblikkeligt status som en af tidens største filmstjerner. Filmens enkle, men stærke kærlighedshistorie kombineret med kæmpehits som ”Hungry Eyes”, ”Do You Love Me”, ”She’s Like the Wind”, ”Stay” og den Oscar-belønnede ”(I’ve had) The Time of My Life” har ikoniseret den til en af verdens mest populære ungdoms-musicals nogensinde på linje med Grease, og siden den fik verdenspremiere som teatermusical i 2004 på Theatre Royal i Sydney, har den slået billetsalgsrekorder, hvor end den har været opført, bl.a. Melbourne, Utrecht, Stockholm, Hamburg, Cape Town, Johannesburg, Toronto, Boston, Chicago samt Aldwych Theatre i London, hvor den i 2006 fik premiere med det største forsalg i West Ends historie.

Handlingen
Handlingen i DIRTY DANCING – THE MUSICAL udspiller sig henover sommeren 1963 på et fornemt kursted i det nordøstlige USA. Den naive og sky rigmandspige Frances ”Baby” er på sommerferie med sin søster og deres forældre. ”Baby”s verden er pæn og poleret, og først da hun møder den karismatiske danselærer Johnny og hans venner, går hendes porcelænsverden itu, og virkeligheden slår rod i ”Baby”. DIRTY DANCING – THE MUSICAL er en gribende kærlighedshistorie og coming-of-age-fortælling om ”Den grimme ælling”, der forvandles til en smuk – og fantastisk dansende – svane garneret med uforglemmelige sange og dampende hede dansenumre.